Min stil

Hej!
her har lagt min stil ud, i kan læse den hvis i har lyst...

 

Skammerens datter

                                                                                                                                

 

Jeg endte ude i stalden hos Blis igen. Der var noget fantastisk trøstende ved sådan et stort, varmt dyr, der var ligeglad med, at man havde skammerøjne. Jeg lagde kinden mod den bløde, efterårs-lodne hals og stod der og græd en lille smule, mens det mørknede udenfor. ”Åårrh Blis” snøftede jeg ”det har været en rigtig møgdag. Jeg ville jo bare lege med Cilla og Sasia og alle de andre. Det var slet ikke meningen at jeg skulle se Cilla ind i øjnene.” Jeg kiggede på Blis, ”jeg ville ønske at

du kunne tale. Jeg ville ønske at jeg var en anden, eller i hvert fald at jeg ikke var blevet født med de her øjne. Hvorfor har Davin dem egentlig ikke? Eller Melli? Og hvorfor kan de ikke bare lege med mig, uden at kigge mig ind i øjnene? Men Cilla er jo også bare en dum lus der har 1000 ting at skamme sig over.” Det sidste jeg sagde fortrød jeg måske lidt. Men på den anden side, så kunne Blis jo ikke forstå mig, så jeg fortsatte bare. ”Og jeg forstår heller ikke hvorfor at de gider at lege med hende. Måske er det fordi at de er bange for hende, eller også tror de at folk bedre vil kunne lide dem hvis de leger med hende. Hvor er jeg bare glad for at du ikke er bange for at se mig i øjnene Blis.” Jeg stod lidt og så på Blis og så sagde jeg ”det startede med at jeg fik skæld ud af min mor, fordi at jeg havde glemt mit sjal ude ved brændeskuret i går aftes, så det var blevet helt vådt. Og bagefter fandt jeg ud af at Melli havde pillet øjnene af min kludedukke. Så havde jeg ikke mere lyst til at være der, og jeg tog ned til byen. Da jeg havde gået lidt rundt for mig selv, sagde Sasia's mor at de andre børn var ovre i laden.” Jeg stoppede op midt i min historie og gav Blis et æble. ”Jeg vidste at det var for godt til at være sandt, da de sagde ja til at jeg måtte være med til fri til prinsessen.  Og det var det jo også.” Sagde jeg, og kiggede sørgmodigt ned i gulvet. ”de sagde det jo bare for at de kunne hælde en spand valle lige ned over mig, mens jeg stod der med bind for øjnene. En dag stikker vi to af sammen. Det lover jeg. Men lige meget hvor jeg tager hen så har jeg jo de her dumme øjne. Tror du at man kan vokse fra dem Blis? Det kan være at når jeg bliver voksen, så er de blevet helt normale. Jeg er bare helt sikker på at mor vil blive sur over det jeg har gjort mod Cilla. Hvorfor er det også lige mig, der er skammerens datter? Jeg ville ønske at det var Cilla. Mor siger altid at en skønne dag, vil jeg møde en som tør kigge mig i øjnene. Men hvem søren er det lige, der overhovedet ikke har noget at skamme sig over? Men hvis min mor siger det, så vil jeg da glæde mig til den dag.”

 

Louise!